Ajax klar til at kæmpe for Boilesen
Benelux

Ajax klar til at kæmpe for Boilesen

Nicolai Boilesen er begyndt at overveje andre klubber end Ajax, men storklubben vil gerne forlænge med den danske venstreback.

Nicolai Boilesen er begyndt at gøre sig overvejelser om at forlade Ajax Amsterdam, som han har tørnet ud for i hele sin seniorkarriere, og den blonde venstreback har fastslået, at et skifte til spansk fodbold trækker meget i ham.

I Ajax ønsker man dog ikke at give slip på 23-årige Nicolai Boilesen uden kamp. Derfor har klubben gjort klar til at forhandle med danskeren om en ny kontrakt, skriver Voetbal International.

Nicolai Boilesen har lidt over et år tilbage af sin kontrakt med den hollandske hovedstadsklub, men Ajax vil binde ham yderligere, og inden længe skal danskerens agent til møde med Ajaxs sportsdirektør Marc Overmars.

Nicolai Boilesen debuterede for Ajax i april 2011 og har i denne sæson båret anførerbindet flere gange for storklubben.