Ajax' problemer fortsætter: Danskerklubben rykker væk fra toppen
Foto: Dean Mouhtaropoulos/Getty Images
Benelux

Ajax' problemer fortsætter: Danskerklubben rykker væk fra toppen

Det kører ikke for Ajax og søndag blev det til et nederlag på 1-2 til Vitesse på hjemmebane.

Kasper Dolberg og Lasse Schønes Ajax er slet ikke kommet optimalt i gang med den nye sæson, hvor man ellers skulle tro at der var masser af sult efter at vinde det hollandske mesterskab efter en guld-pause siden 2014.

Men mod Vitesse søndag eftermiddag blev det igen til et pointtab for traditionsklubben, da man løb ind i et nederlag på 1-2. Begge danskere startede kampen på bænken, men kom senere hen ind, da der blev brug for dem.

Dolberg kom allerede ind i midten af første halvleg, men forinden var Vitesse kommet foran med 1-0 på et hovedstødsmål efter en dødbold - og lige inden pausen blev det endnu værre for Amsterdam-klubben, da Vitesse slog til på et kontrastød.

Derefter kom Schøne på banen, men der skulle gå lang tid før Ajax kom på måltavlen. Først med syv minutter igen af den ordinære spilletid fik Viergever headet bolden ind over målstregen, men mere blev det altså ikke til for danskerklubben.

Ajax er nu nede på en meget uvant syvendeplads, og selvom man kun har spillet seks runder, så er de allerede kommet fem point efter PSV, der søndag vandt med hele 7-1 over Utrecht. Det skete tilmed på udebane. AZ Alkmaar kan dog hente PSV på førstepladsen senere i dag. De møder bundholdet Excelsior.