Ajax-profil håber på Lucas A-gennembrud
Illustration
Benelux

Ajax-profil håber på Lucas A-gennembrud

Davy Klaassen håber, at Lucas Andersen for alvor brager igennem i denne sæson. Han understreger, at danskeren har redskaberne til det.

Lucas Andersen har proklameret, at denne sæson skal byde på det helt store gennembrud i Ajax Amsterdam for hans vedkommende. Den tidligere AaB-spiller har været i Ajax i to år uden for alvor at etablere sig, men han har omvendt heller ikke fået chancen for alvor.

Det har imidlertid ændret sig i denne sæson, hvor Lucas Andersen har været fast mand i Ajax, og danskerens holdkammerater krydser også fingre for, at gennembruddet kommer i løbet af de næste par måneder.

- Vi ser hver eneste dag til træning, hvor god han er, men i kampene har han haft det lidt sværere. Mod NAC Breda gjorde han det fremragende, og der viste han lidt af det, vi, der kender ham, så ofte ser. Det er godt for ham, men det er også godt for os, siger Davy Klaassen til hollandske medier.

Ajax og Lucas Andersen møder i aften APOEL Nicosia i Champions League-gruppespillet.