Ajax-træner fastslår igen: Dolberg er vores førsteangriber
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Benelux

Ajax-træner fastslår igen: Dolberg er vores førsteangriber

Kasper Dolberg har været genstand for kritik, fordi målene mangler i denne sæson, med Ajax-træner Marcel Keizer fastslår, at danskeren er førstevalget i angrebet.

19-årige Kasper Dolberg er inde i et formdyk for Ajax.

Sæson to som førsteholdsspiller i den hollandske storklub har ikke været nem for Dolberg, der scorede 23 gange i sidste sæson. Angriberen har fortsat sit første sæsonmål til gode, og samtidig scorer den rutinerede reserve Klaas-Jan Huntelaar masser af mål.

Senest scorede han to gange, Huntelaar, mens Dolberg blev udskiftet midt i anden halvleg, men selv om det ikke kører for Kasper Dolberg, er der stadig masser af tillid fra træner Marcel Keizer.

Således fastslår Keizer, at det er Dolberg, der er førstevalget i front.

- Sådan er det, og sådan startede vi sæsonen. Det betyder ikke, at Huntelaar ikke kan spille en gang imellem. Hvis vi vurderer, at Kasper har brug for hvile eller ikke er i form, er det bestemt muligt, at Huntelaar spiller. Men i min bog er Kasper stadig førstevalget, siger Marcel Keizer på et pressemøde.

En del af forklaringen på, at Ajax-træneren siger sådan, kan være, at han spillede med to angribere senest. Det gav tre mål - Huntelaar scorede de to - og så slipper Keizer for at vælge mellem den unge angriber, der er mange millioner kroner værd, og den rutinerede hollænder, der scorer mål for tiden.

Ajax møder søndag ADO Den Haag på udebane.