Ajax-træner støtter Dolberg: Han er en ung knægt
Foto: Getty Images
Benelux

Ajax-træner støtter Dolberg: Han er en ung knægt

Den danske angriber Kasper Dolberg har haft en svær start på sæsonen, og han mangler stadig at score, men træner Marcel Keizer tror på sin danske angriber.

Det har ikke just været Kasper Dolbergs sæson indtil videre.

Den 19-årige angriber fra Ajax har ikke scoret endnu, og i det hele taget har han haft det svært i Ajax, hvor mange af sidste sæsons etablerede spillere har forladt klubben.

Senest spillede træner Marcel Keizer med to spillere i front, da Ajax vandt med 3-0 hjemme over PEC Zwolle, men det var angrebsmakker Klaas-Jan Huntelaar, der løb med overskrifterne. Huntelaar scorede to gange, mens Dolberg blev udskiftet efter lidt mere end en time.

Ajax-træneren fortæller, dog at han fortsat har masser af tro på, at Kasper Dolbreg kan vende tilbage til sidste sæsons form, hvor han stort set scorede i hver anden kamp.

- Han skaber muligheder, og han kommer i de rigtige situationer. Han søger, og så længe han gør det rigtige, skal chancerne nok komme, siger Ajax-træneren til Ajax TV.

Han uddyber:

- Han er en ung knægt, der er kommet ind på holdet hurtigt, og vi skal ikke være for bekymrede. Vi har kun spillet fire kampe, siger Marcel Keizer med henvisning til Æresdivisionens fire opgør.

Ajax ligger aktuelt nummer tre i den hollandske række med ni point for fire kampe - tre point efter Feyenoord.

Kasper Dolberg har ud over fire kampe i ligaen heller ikke scoret i fire europæiske kvalifikationskampe.

Den 19-årige tidligere Silkeborg-angriber var med landsholdet senest, dog uden at få spilletid.