Billige Boilesen kan fås til spotpris
Benelux

Billige Boilesen kan fås til spotpris

Nicolai Boilesen kan erhverves for beskedne tre millioner kroner, melder hollandsk avis.

Nicolai Boilesen har ikke spillet en fodboldkamp i et halvt år, og hvis der ikke skal gå et halvt år mere uden kampe for danskerens vedkommende, skal han væk i dette transfervindue. Venstrebacken har for længst meddelt Ajax, at han vil prøve noget nyt, og derfor indgår han ikke i cheftræner Frank de Boers planer. Uheldigvis for Boilesen lykkedes det ikke at få et skifte på plads i sommer, selv om både Genoa og Crystal Palace var tæt på.

Nu er muligheden der igen, og den jagter man alt, hvad man kan i den danske lejr.

I mellemtiden har Boilesen trænet med Jong Ajax, der ledes af den tidligere Manchester United-spiller Jaap Stam, men han har ikke gjort brug af danskeren i kamp. Alligevel har Boilesen imponeret Jaap Stam.

- Nicolai var i sin egenskab af viceanfører en spiller med en masse prestige. Nu er han lidt forsvundet fra overfladen. Han kan ikke spille med os – det har Frank de Boer selv dikteret. Det er jeg trist over, for det ville være godt for Boilesen, og det ville være godt for os. Hans engagement fejler bestemt ikke noget. Han giver alt og er rigtig god for de unge, som også sætter stor pris på ham. Vi snakker meget sammen, siger Jaap Stam til De Telegraaf.

Den hollandske avis Algemeen Dagblad skriver tirsdag, at Ajax har sat et prisskilt på tre millioner kroner på Nicolai Boilesen, hvilket må siges at være en lav pris for en spiller med hans alder og CV. Dette hænger naturligvis sammen med, at danskeren har kontraktudløb i Ajax til sommer.