Conboy snakker med Groningen og mange andre
Illustration
Benelux

Conboy snakker med Groningen og mange andre

Kevin Conboy er på ønskelisten i Æresdivisions-klubben Groningen, og hans agent Gulli Tomasson har snakket med den hollandske klub og mange andre.

Det har hele tiden stået klart, at Kevin Conboy skal videre i løbet af dette transfervindue. Det ændrede NEC Nijmegens nedrykning ikke på. Det gør ham måske endda billigere, idet hollænderne ikke kan forvente at få den ene million euro, som de er kontraktligt bundet til at sælge ham for, hvis der kommer et bud i den størrelsesorden.

I sidste uge kom det frem, at Æresdivisions-klubben Groningen er interesseret i at overtage Kevin Conboy, der da også har snakket med hollænderne gennem hans agent Gulli Tomasson.

- Der er så mange rygter i Holland i øjeblikket, men der er ikke noget konkret. Det er rigtigt, at vi har snakket med Groningen, men vi har også snakket med andre klubber i Holland og andre steder. De ringer til os for at spørge, om vi ved mere om, hvad der sker i Nijmegen. Alle venter på, hvad de finder ud af. Da vi lavede Kevins seneste kontrakt, aftalte vi, at han skulle sælges denne sommer, og der er rigtig mange ting i spil for ham, siger Tomasson til tipsbladet.dk.

LÆS OGSÅ: Rieks-agent: Taler med andre end Brøndby

Hvornår der kommer en afklaring på Conboys fremtid, kan agenten ikke svare direkte på. De vil gerne have en hurtig afklaring, men har også is i maven.

- Vi venter på det rigtige, og hvis det rigtige ikke kommer snart, så har vi masser af tid til at få afklaret den her situation. Vi er på ingen måde i panik, siger Tomasson.

Kevin Conboy har kontrakt med NEC Nijmegen en sæson mere. Han har tidligere fortalt om interesse fra Tyskland, England, Skotland og Frankrig.