De Boer: Lucas Andersen fortjener ikke bænken
Illustration
Benelux

De Boer: Lucas Andersen fortjener ikke bænken

Frank de Boer har det ikke altid lige godt med, at han er nødt til at sætte en spiller som Lucas Andersen på bænken.

Konkurrencen skal være stor i en mesterklub, og det er den også i Ajax Amsterdam, hvor flere dygtige spillere hver eneste runde må tage plads på bænken. Ofte overgår den skæbne danske Lucas Andersen, der efter et par år i den hollandske hovedstad stadig ikke har formået at bide sig helt fast på Ajaxs stjernebesatte mandskab.

Det skyldes dog ikke, at han ikke besidder evnerne. Dem har cheftræner Frank de Boer ved mange lejligheder noteret sig.

- Det gør ondt at sætte nogle spillere på bænken. En Thulani Serero, en Lucas Andersen og en Stefano Denswil fortjener ikke at sidde på bænken. Det samme kan man sige om Kenneth Vermeer. Det gør ondt, siger Frank de Boer til Ajax Life.

- Disse fyre får deres tålmodighed sat på prøve, men pointen er, at det kan være anderledes ugen efter - sæsonen er lang. Hver uge må jeg skuffe nogle af de unge fyre, tilføjer Ajax-bossen.

Ajax møder PSV Eindhoven på hjemmebane på søndag - de forsvarende mestre har vundet sæsonens første to kampe.