Efter Dalgaard: Heerenveen jagter endnu en dansker
Illustration
Benelux

Efter Dalgaard: Heerenveen jagter endnu en dansker

Heerenveen har fået fingrene i Thomas Dalgaard denne sommer, og nu vil klubben også have Kevin Conboy.

Tidligere på sommeren skiftede sidste sæsons Superliga-topscorer Thomas Dalgaard til Heerenveen, og nu kan han meget vel få selskab af en landsmand i det nordlige Holland. Kevin Conboy, der til dagligt tørner ud for NEC Nijmegen, er nemlig et emne i den hollandske storklub.

Den forhenværende Esbjerg-spiller er tidligere blev sat i forbindelse med FC Groningen, men det skifte blev aldrig til noget, og nu har Groningens lokalrivaler fra Heerenveen altså meldt sig på banen og vil forsøge at lokke venstrebacken til Abe Lenstra Stadion.

Heerenveens tekniske direktør Hans Vonk bekræfter overfor Voetbal International, at Kevin Conboy er på blokken.

Kevin Conboy har et år tilbage af sin kontrakt med NEC Nijmegen og har aldrig lagt skjul på, at han vil væk fra klubben denne sommer. At Nijmegen tilmed er rykket ned i den næstbedste hollandske række har blot forstærket Conboys længsel efter at komme væk.

- Kevin har afvist en del ting, fordi de ikke har været sportsligt, økonomisk eller socialt interessante. Nijmegen har accepteret nogle bud, der er blevet afvist, og vi har også afvist noget allerede inden, de er nået til Nijmegen. Der har været noget fra Holland, fra andre ligaer i vesteuropa og fra klubber ovre østpå, men vi har is i maven, for det vigtigste er, at vi gør det rigtige, sagde Kevin Conboys agent, Gulli Tomasson, tilbage i juli til tipsbladet.dk.

Den tidligere Esbjerg-spiller har en frikøbsklausul på én million euro.