Eriksen-agent: Christian koncentrer sig om Ajax
Illustration
Benelux

Eriksen-agent: Christian koncentrer sig om Ajax

Liverpool og Tottenham er lige nu de varmeste bejlere til Christian Eriksens gunst, og mens der sker ting i kulissen skal danskeren koncentrere sig om at spille fodbold.

Christian Eriksen har sagt nej til Bayer Leverkusen, Zenit Skt. Petersborg, CSKA Moskva og Dinamo Moskva, og Dortmund har forlængst hentet deres afløser for Mario Götze. Så mulighederne er skrumpet ind for Eriksen over de seneste uger, og noget tyder på, at Liverpool og Tottenham er de varmeste bejlere til danskerens underskrift, mens Juventus, Roma og AC Milan angiveligt også lurer på den danske kreatør.

For halvanden uge siden forlød det, at Juventus vil af med Stephan Lichtsteiner for at skaffe penge til Eriksen. Lørdag skrev den engelske tabloidavis Daily Star, at Liverpool er favorit til hans underskrift, og i går blev AC Milan og Roma så igen meldt ind i kampen i italienske medier.

I dag erfarer danske B.T. så, på baggrund af kilder tæt på Ajax' sportslige ledelse, at Tottenham har forhørt sig på Eriksens pris, og at salget af Gareth Bale er afhængig af, om London-klubben går efter Eriksen, der vil være en reel erstatning for Willian, der sprang i målet og i stedet skrev kontrakt med Chelsea.

Christian Eriksen-lejren ønsker ikke at bidrage til de mange spekulationer omkring hans fremtid.

- Vi giver ikke kommentarer omkring Christians fremtid. Han skal fokusere på at spille fodbold, og det gør han godt. Han lavede et mål og to assists i weekenden, så det går godt. Vi vil gerne have det sådan lige nu, så jeg beklager, at jeg ikke kan sige mere, siger Christian Eriksens agent Martin Schoots til tipsbladet.dk.

Christian Eriksens har kontrakt med Ajax frem til næste sommer, men har flere gange luftet idéen om at forlænge med Ajax, hvis han ikke kommer afsted i dette transfervindue.