Video : Tipsbladet
Benelux

Ingen sommertransfer: Kasper Dolberg vil blive i Ajax

Kasper Dolberg siger til hollandsk medie, at han ønsker at blive i Ajax.

Der har været masser af opmærksomhed omkring Kasper Dolberg i denne sæson, for den unge dansker har scoret mange mål og været en profil for den hollandske storklub Ajax.

Det har også fået spekulationerne til at stige om en sommertransfer, men nu fastslår Dolberg, at han bliver i den hollandske klub.

- Jeg er også i Ajax i næste sæson. Jeg vil fortsætte udviklingen fra denne sæson, så jeg vil blive bedre og score flere mål, siger Kasper Dolberg til Elf Voetbal.

Han glæder sig over, at han har haft en succesfuld sæson i Holland.

- Det har været en utrolig sæson i mange henseender. Jeg kan næste ikke tro, at det er gået så stærkt. Mit gennembrud på Ajax’ førstehold, min debut for Danmark. Alle de europæiske kampe. Og nu finalen i Stockholm, siger Dolberg.