Kunstgræs-debatten ruller igen i Holland: Et forfærdeligt underlag
Foto: Getty Images
Benelux

Kunstgræs-debatten ruller igen i Holland: Et forfærdeligt underlag

Klaas-Jan Huntelaar sparker liv i debatten om kunstgræsbaner i hollandsk fodbold.

Tidligere i den denne uge satte organisationerne bag klubberne i Æresdivisionen - ECV - gang i et yderst interessant tiltag.

Her blev det nemlig vedtaget, at der skal nedsættes en arbejdsgruppe, som skal se på, om det er muligt at forbyde kunstrgræs i den bedste hollandske række.

Flere klubber i Hollands bedste række spiller på kunstgræs, og i arbejdsgruppen er to medlemmer af klubber, hvis hjemmekampe spilles på kunstgræs. Det er primært de mindre klubber, der bruger underlaget, så årsagen til, at det ikke bare kan forbydes allerede fra i morgen, er, at de klubber vil kompenseres, hvis underlaget skal forbydes, og klubber skal spille på hybridgræs eller almindeligt græs.

Lige nu trækkes fronterne op mellem de større klubber, der bruger enten naturligt græs eller hybridgræs, og de mindre klubber i Hollands bedste række, hvor syv bruger kunstgræs. Der kommer et forslag fra arbejdsgruppen i december.

I den næstbedste række er der 12 klubber, der spiller på kunstgræs, og det primært af økonomiske hensyn, at de bruger det underlag, så det er også økonomiske hensyn, der gør, at de ikke bare siger ja til at forbyde underlaget.

Kunstgræs har længe været et emne i hollandsk fodbold, og debatten er blusset op igen, efter den rutinerede hollandske angriber Klaas-Jan Huntelaar er vendt tilbage til Ajax og Holland. Den 27. august smed angriberen et opslag på Twitter, hvor han fortalte om naturligt græs, man kvit og frit kunne komme og hente - en stikpille til de klbuber, hvis underlag ikke er naturligt græs.

Nu uddyber Klaas-Jan Huntelaar over for Voetbal International, hvad han mener om underlaget.

- På alle måder er det dejligt at være tilbage i Holland som fodboldspiller, men jeg er også nødt til at sige, at det kunstige underlag er forfærdeligt, ubrugeligt og konkurrenceforvridende. Bolden hopper på en anden måde, agerer anderledes, og det er en helt anden type fodbold, der spilles. For år tilbage troede nogle folk og nogle klubber, at det ville være fremtiden, men vi kan konkludere, at det er nonsens.

- Derfor forstår jeg ikke det hollandske fodboldforbund. Hvad venter de på? Det er jo fodboldforbundet. At de ikke er enige, er mig en gåde. Vis dog noget autoritet og lederskab. Hvis der ikke kommer regler for det her underlag, så kan vi også spille på jord og sand. I Tyskland er sådan noget her utænkeligt - det tyske fodboldforbund laver regler, og alle følger dem. Her sker der ikke noget. Og alt imens er der gang i en turnering, som ikke spilles på lige vilkår, siger Klaas-Jan Huntelaar til Voetbal International.

Det er ikke kun i Holland, at man har diskuteret kunstgræs. I Frankrig er underlaget forbudt at spille på i den bedste række, og i Sverige er underlaget også et tema. Et tema, der blandt andet har fået IFK Göteborg til at skifte kunstgræsbanen ud med en hybridgræsbane - til stor tilfredshed for flere spillere.

I Danmark spiller FC Nordsjælland og Silkeborg IF deres hjemmekamp på kunstgræsbaner.