Lucas Andersen: Jeg er på rette spor
Benelux

Lucas Andersen: Jeg er på rette spor

Lucas Andersen føler, at lejeaftalen med Willem II har gjort ham godt indtil videre. Han har stadig store mål for fremtiden.

Lucas Andersen er i denne sæson udlejet fra Ajax Amsterdam til Willem II for at få fast spilletid og noget mere hår på brystet, og indtil videre er det en plan, der er blevet fulgt til punkt og prikke for den 21-årige dansker, der er et sikkert kort i startopstillingen i sin klub.

Den tidligere AaB-spiller føler da også, at pilen peger i den rigtige retning.

- Jeg er på rette spor i Willem II. Når man spiller 90 minutter næsten hver uge, så kan man ikke undgå at blive en bedre fodboldspiller. Min plan er at opretholde det, jeg har gang i med Willem II, og derefter vende tilbage til Ajax, siger Lucas Andersen til De Telegraaf.

Han tror stadig på, at han kan slå igennem i Ajax Amsterdam, selv om han ikke havde held i sprøjten i sidste sæson, hvor han flere gange fik chancen af cheftræner Frank de Boer.

- Ethvert talent har sin egen vej. Ligesom Riechedly Bazoer (Ajax-spiller, red.) har jeg også et ønske om at nå den absolutte top, men det er ikke en dårlig ting at tage et par mellemliggende trin på vejen derhen. For mig gør det ikke så meget, om jeg spiller for Barcelona som 22-årig eller som 26-årig, siger danskeren med et glimt i øjet.

Lucas Andersen har i denne sæson scoret fire mål for Willem II – de tre af dem i samme kamp.