Lucas Andersen misunder Viktor Fischer
Foto: Martin Davidsen/tipsbladet.dk
Benelux

Lucas Andersen misunder Viktor Fischer

Lucas Andersen er misundelig på Viktor Fischers evne til konstant at tro på sig selv.

Lucas Andersen er i denne sæson udlejet fra Ajax til Willem II i Holland, og han har genfundet fodboldmelodien efter en hård periode i storklubben i sidste sæson. En periode, der gik ham meget på.

Det fortæller han i et interview med Voetbal International, hvor han også bedyrer, at han er misundelig på sin landmand Viktor Fischer.

- Jeg er misundelig på de unge spillere, der kan lave ti dårlige afleveringer i træk, men stadig have en udstråling ala ”hvad kan I uden mig?”. Zlatan Ibrahimovic er et godt eksempel på det. Viktor Fischer har også noget af det. Han er altid iskold. Hvis jeg havde spillet skidt i en periode i Ajax, opstod der altid alle mulige spørgsmål i mit hoved. Sådan en følelse af urokkelig selvtillid må være en gave, siger Lucas Andersen og fortsætter:

- Livet som fodboldspiller kan være ensomt. Det oplevede jeg især i anden halvdel af sidste sæson i Ajax. Man er ung, bor i en fremmed by og får ikke spilletid på klubholdet. Det er tungt – især for en familiemand som mig. Men jeg lærte også meget om mig selv i min downperiode i Ajax. Jeg lærte at være mere egoistisk. Men jeg har det stadig sådan, at jeg bliver glad, når en holdkammerat klarer sig godt – også selv om det er en konkurrent.

Lucas Andersen har scoret fire ligamål for Willem II i denne sæson – tre af dem faldt i samme kamp.