2017-09-14 13:09
Foto: Getty Images

Joakim Mæhle har nu været et par måneder i den belgiske klub Genk, og han fortæller, at klubben er god til at tage sig af unge spillere.

Joakim Mæhle kronede sin gennembrudssæson i Superligaen med et skifte til belgiske Genk, hvor han nu har spillet siden sommer. Her er det blevet til en god start for den tidligere AaB-spiller, som fortæller, at han er faldet godt til i Belgien.

Det siger Mæhle i et interview med Nordjyske.

- Det har været nemt at falde til. Det er en klub med en masse unge spillere. De har været gode til at tage imod mig, fordi de er vant til at håndtere unge spillere. Vi er fire unge skandinaver i truppen, hvor vi nok har vores egen lille gruppe. Og nu er Marcus (Ingvartsen, red.) også kommet derned, så vi kan få snakket lidt dansk med hinanden. Men det har været en god start, og det er blevet til godt med spilletid, siger Joakim Mæhle.

Han fortæller desuden også, at han arbejder på at lære flamsk, så han bedre kan falde til og føle sig hjemme på trods af, at sproget i omklædningsrummet er engelsk. Han er endnu ikke begyndt, men overvejer at tage nogle timer, lyder det fra ham.

Endvidere kan han se, at Genk har hentet en rutineret herre til netop hans plads på holdet, men det tager danskeren med ro - og peger på, at han stadig selv er ung og helt sikkert er en del af fremtiden på holdet.

SENESTE NYT...
OP | NED