Martin Hansen: Havde fem dage til at finde ny klub
Foto: Dean Mouhtaropoulos/Getty Images
Benelux

Martin Hansen: Havde fem dage til at finde ny klub

Martin Hansen skiftede til Heerenveen på transfervinduets sidste åbningsdag efter nogle hektiske døgn.

Den danske målmand, Martin Hansen, skiftede på transfervinduets sidste åbningsdag fra Ingolstadt FC til hollandske Heerenveen. Den tidligere FCN-keeper havde ikke udsigt til spilletid i Tyskland på den korte bane, og derfor indgik han en lejeaftale med Heerenveen.

Dermed kan Martin Hansen nu koncentrere sig om at spille fodbold, men det var et par hektiske døgn, der førte til aftalen med Heerenveen.

- Interessen fra Heerenveen opstod først på sidstedagen. Der var også et par andre klubber inde i billedet. Jeg stod i den situation, at jeg havde fem dage til at finde en ny klub. Så fik jeg chancen for at komme til Heerenveen, siger Martin Hansen til den hollandske klubs TV-kanal.

Martin Hansen har en fortid i ADO Den Haag, og dermed kender han hollandsk fodbold, og hollandsk fodbold kender ham. Det tidligere Liverpool-talent har sikret sig en plads i historiebøgerne i Holland, da han i en kamp for ADO Den Haag scorede på saksespark i sidste minut i en ligakamp. 

Det fantastiske mål bliver Hansen tit mindet om.

- Hvis vores angribere ikke kan score, kan det være, jeg skal vise dem, hvordan man gør, siger danskeren med et grin.

Martin Hansen kan debutere for Heerenveen på søndag mod PSV Eindhoven.