Nicolai Jørgensen afviser klubskifte: Synes det er morsomt
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Benelux

Nicolai Jørgensen afviser klubskifte: Synes det er morsomt

Nicolai Jørgensen bliver allerede rygtet væk fra Feyenoord, men den danske topscorer tager det med et skuldertræk og et smil.

Med 15 mål i 23 kampe indtager Nicolai Jørgensen en komfortabel førsteplads på topscorerlisten i den hollandske Æresdivision, og danskerens skifte fra FC København til Feyenoord har overgået alle forventninger. 

Nicolai Jørgensen har gjort det så fremragende i Rotterdam-klubben, at han allerede er kommet i større klubbers søgelys. Tilbage i januar kunne avisen De Telegraaf fortælle, at klubber fra de store ligaer i Europa har danskerens navn på blokken.

Det har naturligvis sat gang i rygtemøllen, men Nicolai Jørgensen har ikke meget andet end skuldertræk tilovers.

- Jeg tænker helt ærligt ikke på det. Jeg finder det morsomt, at der er nogle, der tror, jeg allerede er på vej væk. Jeg har ikke hørt noget eller nogen tale om det. Jeg nyder i høj grad at være her i Rotterdam og tænker ikke på noget andet, siger Nicolai Jørgensen til RTV Rijnmond.

Feyenoord topper ligaen med fem point ned til Ajax og otte point ned til PSV, og søndag er det netop PSV, Nicolai Jørgensen og holdkammeraterne står over for. En sejr kan bringe Rotterdam-klubben meget tæt på mesterskabet.

- Jeg har ikke hørt nogen på holdet snakke om mesterskabet. Vi går nogle vigtige måneder i møde, og vi skal bevise, at vi er værdige mestre. Men Ajax og PSV vil også vinde. Det bliver vigtigt på søndag, men det er ikke sådan, at vi kan sikre os mesterskabet, fastslår Nicolai Jørgensen.

Nicolai Jørgensen underskrev i sommer en fem-årig aftale med Feyenoord.