Video : Tipsbladet
Benelux

Nicolai Jørgensen misser hollandsk storkamp

Nicolai Jørgensen misser også Feyenoords kommende ligakamp mod PSV Eindhoven.

Nicolai Jørgensen måtte udgå med en skade for Feyenoord, da de forsvarende hollandske mestre i weekenden mødte Heracles. På grund af skaden er den danske landsholdsspiller heller ikke med, når Feyenoord i morgen tager hul på Champions League-gruppespillet mod Manchester City, og Rotterdam-klubben må formentlig også undvære danskeren i søndagens storkamp mod PSV Eindhoven.

Algemeen Dagblad skriver, at Nicolai Jørgensen, der har pådraget sig en forstrækning, ikke kommer med for Feyenoord mod PSV, og det er ikke utænkeligt, at sidste sæsons ligatopscorer misser endnu flere kampe.

Set med danske briller falder skaden til Nicolai Jørgensen også på et meget uheldigt tidspunkt, da landsholdet om under en måned spiller to altafgørende VM-kvalifikationskampe mod Montenegro og Rumænien. Nicolai Jørgensen har scoret to mål for Danmark i kvalifikationen og vil være et kæmpe tab for landstræner Åge Hareide. 

Nicolai Jørgensen har i denne sæson scoret et enkelt ligamål for ubesejrede Feyenoord.