Nicolai Jørgensen: Penge er ikke alt
Foto: Feyenoord
Benelux

Nicolai Jørgensen: Penge er ikke alt

Nicolai Jørgensen vægtede Feyenoord og Rotterdam højere end de mange millioner i engelsk fodbold.

Allerede for mere end et år siden prokalmerede Nicolai Jørgensen og FC København, at den danske landsholdsspiller skulle sælges i dette transfervindue, så det var imødeset med spædning, hvor Jørgensen ville fortsætte karrieren. De fleste bud kredsede sig om Premier League og Bundesligaen, så det var overraskende for mange, at Feyenoord endte med at løbe med Nicolai Jørgensens underskrift.

For hovedpersonen selv var der dog ingen tvivl om, hvor han skulle sætte sin signatur, og Nicolai Jørgensen har fået en fremragende start på De Kuip. Feyenoord har vundet tre ud af tre kampe i denne sæson uden at lukke mål ind, og danskeren har scoret to mål. 

Det går på alle måder godt for Nicolai Jørgensen i Holland.

- Rotterdam minder meget om København, og det vægtede højt i min beslutning, da min kæreste også skal trives her. Jeg kunne også være taget til England, hvor træerne vokser op i himlen, men penge er ikke alt for mig. Jeg har kun tænkt på, hvad der ville være bedst for min karriere, og på dette tidspunkt er det Feyenoord, siger Nicolai Jørgensen til ELF Voetbal og tilføjer:

- Jeg ville få en chance for at spille på et højere niveau i en liga, hvor der spilles attraktivt. Det er en liga, jeg kender godt, fordi der vises en masse kampe fra Æresdivisionen på dansk TV, og fordi der har spillet mange danskere. Rigtig mange har rådgivet mig om klubben.

Nicolai Jørgensen har underskrevet en fem-årig aftale med Feyenoord.