Ajax-direktør slår fast: Kasper Dolberg er ikke til salg
Foto: Getty Images
Benelux

Ajax-direktør slår fast: Kasper Dolberg er ikke til salg

Den danske angriber Kasper Dolberg skal ikke væk fra Ajax i denne sæson.

Kasper Dolberg, der havde så forrygende en debutsæson i Ajax, kommer ikke til at forlade Amsterdam denne sommer. Det har længe været ordene fra Dolberg selv, om nu slår også sportsdirektør Marc Overmars fast, at det ikke kommer til at ske.

Efter 23 mål i debutsæsonen, hvor han blandt andet lavede seks i Europa League, bliver det super spændende at følge den 19-årige tidligere Silkeborg-spiller, der bare er vokset og vokset og som spiller og nu går ind i en sæson, hvor forventningerne er enorme.

Og skulle den danske angriber indfri forventningerne, er der nok ingen tvivl om, at han tilføjer millioner af kroner til sin salgspris, når han måske sælges om et år.

I første omgang kan man altså slå fast, at det ikke er denne sommer, at Kasper Dolberg bliver solgt.

- Kasper Dolberg og Amin Younes er ikke til salg. Klaas-Jan Huntelaar og Dolberg er vores angriberduo - mesteren og lærlingen, siger Marc Overmars til De Telegraaf.

Meldingen er, at seks klubber har været meget interesseret i Kasper Dolberg.

Også Davinson Sanchez, der som Kasper Dolberg havde en fremragende sæson for Ajax, er ønsket i større klubber, og her er døren ikke helt lukket i forhold til et salg - det kræver dog en enorm transfersum.

- For mindre end 40 millioner euro (300 millioner kroner, red.) er der ingen chance for, at han skifter, siger Overmars.

Denne sommer har Ajax mistet en af klubbens største profiler i anfører Davy Klaassen, mens også træner Peter Bosz har forladt klubben. Den nye træner hedder Marcel Keizer og var i sidste sæson træner for Ajax' reservehold.