Poulsen vil ikke være reserve: Erstatter Depay, hvis det er det
Foto: tipsbladet.dk
Benelux

Poulsen vil ikke være reserve: Erstatter Depay, hvis det er det

Simon Poulsen ved at der er konkurrence på venstrebacken i PSV, men han kom ikke til for at være reserve.

Den danske venstreback Simon Poulsen blev mandag officielt præsenteret i PSV Eindhoven, hvor han for nyligt er tiltrådt efter en tid hos AZ Alkmaar. 

Her skal den tidligere FC Midtjylland-spiller konkurrere med den unge Jetro Willems om pladsen som venstreback, hvor danskeren kommer til som underdog til den plads. 

Men han er altså ikke kommet til som reserve, fortalte han i dag ved sin præsentation. 

- Jeg ved, at der er en god spiller, der spiller min position. Konkurrencen er stor, men sådan er det i en topklub som PSV. Jeg har det godt med det, siger han ifølge Voetbal International. 

- Jeg er ikke førstevalg, men jeg kommer til for at vise, hvad jeg kan. Jeg vil selvfølgelig ikke frivilligt sidde på bænken. 

Men hvis han alligevel ender der, er danskeren ikke afvisende for at prøve sig af andre steder på banen. 

- Da jeg kom til AZ, blev jeg benyttet som venstre wing. Jeg spiller, hvor træneren, vil have mig til. 

Tilfældigvis er netop venstrekanten tilgængelig, efter at Memphis Depay er smuttet til Manchester United, men det bliver dog næppe Poulsen, som er udset som afløser for ham. 

Simon Poulsen har skrevet en toårig kontrakt med de hollandske mestre.