Rasende Schöne-agent afviser Milan-udtalelse
Illustration
Benelux

Rasende Schöne-agent afviser Milan-udtalelse

Tro aldrig på, hvad du læser i italienske medier, lyder det fra Lasse Schönes agent, Rob Groener. Han blev mandag citeret i et italiensk medie for, at AC Milan var interesseret i Schöne.

Mandag blev Lasse Schöne i den grad rygtet på vej til AC Milan, efter Schönes agent Rob Groener sagde til milannews.it, at han havde været i kontakt med AC Milan, og at AC Milan kunne hente Lasse Schöne til sommer.

- Jeg har haft kontakt med klubben (AC Milan, red.). Schöne er klar til at komme til en af de største klubber i Italien. Ajax er nok ikke interesseret i at sælge ham i januar, men man ved aldrig. Ellers vil en transfer til sommer helt sikkert være et godt tidspunkt, sagde Groener angiveligt ifølge milannews.it.

Problemet er bare, at citaterne er falske, lyder det fra den hollandske agent, der er godt og grundigt irriteret over det italienske medie. Han afviser fuldt og fast at have talt med det milannews.it.

- Du skal aldrig tro på italienske medier, for det er sludder og vrøvl. Jeg har ikke udtalt mig, og jeg har ikke talt med en journalist, siger Rob Groener til tipsbladet.dk.

Den danske offensivspiller, der sidste år blev kåret til Årets Spiller i Ajax tiltrækker meget interesse. Han er blevet 28 år og kan måske score en stor kontrakt, hvis han vælger at forlade Ajax. Men det er langt fra sikkert, at det sker - også selv om danskeren har kontraktudløb til sommer. 

- Der er meget interesse for Lasse, men han og familien er glade for livet i Holland. Det er jo lige før, at Lasse har boet længere tid i Holland end i Danmark, siger Groener og forklarer videre om kontraktsituationen:

- Ajax har valgt at give os tid til at tænke over tingene. Træneren (Frank de Boer, red.) kan lide Lasse, og han vil ikke slippe ham. Ajax er slet ikke interesseret i at sælge Lasse til januar, og han er heller ikke interesseret i at forlade Ajax til januar. Nogle gange kan der selvfølgelig komme et tilbud, man ikke kan sige nej til, men det er 99 procent sikkert, at bliver i Ajax frem til sommer. Det kan da også være, at han forlænger med Ajax, siger Rob Groener.

Agenten forklarer videre, at han ikke ved, om den manglende spilletid på det danske landshold eventuelt kan få betydning for Lasse Schönes beslutning om at skifte væk eller forlænge sin aftale med Ajax.

- Det er noget, du må spørge Lasse om. Vi taler tit om, at han kan lide at spille på landsholdet, og han er altid meget skuffet, når han ikke spiller for Danmark. Om det har indflydelse på klubvalget? Det ved jeg ikke. Ajax er i forvejen på et højt niveau, og klubben spiller en form for fodbold, som Lasse kan lide, siger Rob Groener.