Video : Tipsbladet
Benelux

Schöne om omskoling: Ajax-træner var ærlig fra start

Lasse Schöne er glad for, at kommunikationen fra Ajax-træner Peter Bosz fra starten af sæsonen var klar omkring hans nye rolle på holdet.

I en alder af 30 år har Lasse Schöne gennemgået noget af en forvandling som fodboldspiller. 

I denne sæson er han nemlig blevet omskolet til defensiv midtbanespiller for AFC Ajax, og det er en position, han ikke tidligere i karrieren har gjort sig erfaringer med. Det er imidlertid gået rigtig godt for danskeren, der har været en af Ajaxs bedste spillere i denne sæson.

Inden omskolingen var Lasse Schöne et godt stykke fra holdet i Ajax, og den nye position har således været hans vej tilbage.

- Træneren var tidligt på sæsonen meget ærlig over for mig. Han sagde, at han ikke længere kunne bruge mig på kanterne, men at han i stedet så mine kvaliteter komme til udtryk centralt på midten. Så snakkede vi lidt frem og tilbage, og senere fik jeg så chancen. Jeg kan bidrage med min kreativitet, og jeg har flere muligheder for at afslutte fra distancen, siger Lasse Schöne til 1900 Magazine.

Lasse Schöne er i øjeblikket samlet med det danske landshold, hvor landstræner Åge Hareide ligeledes bruger Ajax-spilleren på midtbanen.