Schöne savner Poulsen: Han var den fødte leder
Illustration
Benelux

Schöne savner Poulsen: Han var den fødte leder

Lasse Schöne beundrer sin tidligere holdkammerat Christian Poulsen for hans lederevner.

Mens det endnu er usikkert, om Christian Poulsen fortsætter karrieren, så er derimod sikkert og vist, at Lasse Schöne gerne havde set, at den 34-årige midtbanespiller blev i Ajax.

- De sidste to år har han været vigtig for os. Han er den fødte leder, lyder det fra Schöne til det hollandske fodboldmagasin Voetbal International.

- Fra det øjeblik Christian trådte ind ad døren, piskede han tingene op. Han var verbalt til stede, var enormt ærgerrig under træningen og tjente som eksempel for alle, lyder det fra Schöne.

Christian Poulsen forlod Ajax i sidste sæson, efter to år med 54 ligakampe, og han er fortsat ledig på markedet.

Franske Evian har tidligere meldt ud, at de gerne så danskeren tilbage i klubben, men Poulsen selv forholder sig fortsat tøvende til sin fremtid.