Skadet i 13 måneder: Nu er Fischer tilbage i Ajax-truppen
Benelux

Skadet i 13 måneder: Nu er Fischer tilbage i Ajax-truppen

Dansk fodbolds måske største talent er tilbage for Ajax Amsterdam. Angriberen er i truppen til opgøret søndag mod Breda.

Godt nok er det tæt på umuligt at hente PSV Eindhoven i toppen af Æresdivisionen og dermed genvinde det hollandske mesterskab, men AJax-fans kan alligevel juble søndag, hvor et af klubbens aller, aller største talenter kan vende tilbage på banen efter 13 måneders skadeshelvede. Og han er tilmed dansk.

Viktor Fischer bragede igennem i Ajax' ungdomsafdeling, hvor han først blev topscorer i NextGen-turneringen - også kendt som ungdommens Champions League - inden han på førsteholdet begyndte at vise sin evne til at lave mål. Masser af frække afslutninger, gode løb og hårdt arbejde viste den teknisk stærke angriber, der i januar 2014 blev skadet.

Nu er han efter et par kampe hos reserveholdet, Jong Ajax, med i træner Frank de Boers trup til opgøret mod NEC Breda. Et opgør, der spilles søndag på Amsterdam Arena.

Fischer kan dermed nå at få lidt ud af sæsonen i forhold til spilletid for Ajax, og måske spiller han også for chancen for at komme til U/21 EM. Danskeren, 20 år, skiftede til Ajax tilbage i 2011, og han fik sin debut for førsteholdet blot et år senere i en alder af 18 år. Siden har han spillet 47 gange i Æresdivisionen og scoret 13 gange for Ajax.

Mens Fischer er tilbage i truppen og klar til at spille, er Nicolai Boilesen tvivlsom til kampen.