Danske Michael Tørnes er tæt på at lukke en aftale med Vitesse fra Holland.
Den klubløse målmand har jagtet en kontrakt hos Vitesse den seneste periode og har været til prøvetræning i klubben. Og han er nu lykkedes med at overbevise Vitesse om, at han er værd at satse på.
Vitesse skriver tirsdag på sin hjemmeside, at man snart forventer at kunne præsentere Tørnes som ny keeper.
30-årige Tørnes fik chancen på mål for Vitesse for nylig i en træningskamp mod russiske Rubin Kazan, som hollænderne besejrede 2-1 på træningslejren i Slovenien.
Tørnes har været på klubjagt, siden kontrakten med OB udløb denne sommer. Han har også tidligere tørnet ud for blandt andre Brøndby IF, Lyngby og Brønshøj.