Younes Namli blev stærkere af hård tid i Heerenveen
Foto: Dean Mouhtaropoulos/Getty Images
Benelux

Younes Namli blev stærkere af hård tid i Heerenveen

Younes Namli havde en svær tid i Heerenveen, men han fortryder ikke, at han forlod AB i en tidlig alder.

Younes Namli forlod i sommerens transfervindue Heerenveen, men den danske offensivspiller er fortsat at finde i hollandsk fodbold. Her tørner han nu ud for PEC Zwolle, der har fået en flot start på sæsonen med to sejre og en uafgjort i tre kampe.

23-årige Younes Namli, der har en fortid i AB, er startet inde i alle tre kampe for Zwolle, og han er glad for sit skifte fra Heerenveen, hvor han ofte fik alt for lidt spilletid.

- Jeg havde en vanskelig tid i Heerenveen, men jeg er kommet stærkere ud. Jeg var kun 20 år gammel, da jeg kom til Holland. I Danmark boede jeg sammen med mine forældre, og pludselig var jeg helt alene uden familie og venner. Det var spændende og en stor udfordring, men min drøm har altid været at spille fodbold i udlandet, så jeg klager absolut ikke, siger Younes Namli til De Peberbus.

Selv om det var vanskeligt i Heerenveen, har danskeren ingenlunde fortrudt sit skifte fra AB.

- Jeg har altid arbejdet hårdt og gjort mit bedste til træning, men tiden var inde til at prøve noget nyt. Sådan havde begge parter det, fastslår Younes Namli.

Younes Namli noterede sig for 36 kampe for Heerenveen.