Zanka straffet med reservebold i PSV
Illustration
Benelux

Zanka straffet med reservebold i PSV

Mathias Zanka Jørgensen blev sendt på reserveholdet efter en ophedet diskussion med PSVs assistenttræner.

Tiden rinder ud for Mathias Zanka Jørgensen i PSV, hvor han ikke har en fremtid efter sommer. Her skifter han med stor sandsynlighed til FC København, der også forsøgte at vriste ham fri i januar.

Spilletiden har været minimal for Zanka i PSV, og mandag var den tidligere landsholdsspiller så med Jong PSV i en kamp mod Twente. Det var dog ikke grundet dårlige præstationer på banen, at Zanka var sendt på reserveholdet. Det skyldtes ifølge lokale Eindhovens Dagblad, at danskeren til træning i sidste uge havde hidset sig for meget op over for assistenttræneren Chris van der Weerden.

Da tipsbladet.dk i går spurgte Zankas agent, Darryll Powell, til historien, fortalte han, at han intet havde hørt om dette, men den midlertidige cheftræner Ernest Faber bekræfter episoden og afviser, at Mathias Zanka Jørgensen vil blive straffet yderligere.

- Sagen er klaret internt. Vi har brug for hinanden i de kommende uger, siger Faber til Eindhovens Dagblad.

Mathias Zanka Jørgensen har ifølge avisen undskyldt for episoden, og han vil igen være i spil til A-truppen, når PSV i lørdag møder PEC Zwolle.