Generelle

Brøndby vil ikke have "Duncan" tilbage

Den tidligere Brøndby-bomber Morten "Duncan" Rasmussen kan efter alt at dømme erhverves på en lejeaftale hos den skotske storklub Celtic. Men klubben fra den københavnske vestegn vil ikke have "den fortabte søn" tilbage.

Det er blot syv måneder siden, Brøndby IF solgte angriberen Morten "Duncan" Rasmussen til den skotske storklub Celtic. Men angriberens spilletid hos traditionskluben fra Glasgow har været særdeles sparsom, og heller ikke i denne sæson ser det ud til, at den tidligere BIF-topscorer kommer til at spille en rolle hos de skotske vicemestre. Derfor kunne man i går høre angriberens agent lufte muligheden for en lejeaftale med en anden klub.

- Det er inde i overvejelserne, at der skal ske noget med Morten i denne sæson, og der er tale om en udlejning. For vi mener, at der på et andet tidspunkt vil være plads til Morten i Celtic, sagde Ivan Marko Benes til sporten.dk.

I Brøndby vader de ikke ligefrem i målfarlige angribere. Faktisk er ingen af holdets hidtidige ni Superliga-scoringer sat ind af en spiller med prædikatet angriber. Det kunne derfor virke som en oplagt mulighed at hente Morten "Duncan" Rasmussen tilbage til den københavnske vestegn, men det afviser klubbens talentchef prompte.

- Det ser jeg ikke som en mulighed. Hvis vi skal have en angriber, skal det være én, som kan komme ind og præstere med det samme. Og "Duncan" har ikke spillet længe, siger Kim Vilfort til tipsbladet.dk.

Brøndby har i denne Superliga-sæson gjort brug af Alexander Farnerud, Martin Bernburg, Ousman Jallow, Peter Madsen, Nicolaj Agger samt den lejede brasilianer Bruno Batata på angrebspositionerne.