Allofs hapser gammel bekendt fra Bremen
Illustration
Bundesliga

Allofs hapser gammel bekendt fra Bremen

Wolfsburgs sportsdirektør Klaus Allofs har været på rov i sin tidligere klub Werder Bremen, hvor han har hentet anfører Aaron Hunt.

Werder Bremens anfører Aaron Hunt bekendtgjorde tidligt på foråret, at han ikke ville forlænge sin kontrakt med Werder, og længe så det ud til, at Hunt skiftede til Besiktas i Tyrkiet.

Men da det link døde, tog Wolfsburgs sportsdirektør Klaus Allofs kontakt til Hunt, som han kender fra en fælles fortid i Werder Bremen. I dag har parterne så offentliggjort, at de har lavet en tre-årig kontrakt, så Hunt i fremtiden skal optræde på Volkswagen Arena.

- VfL Wolfsburg har givet mig en stor chance for kontinuerligt at spille på et højt niveau. Jeg var lang tid i Bremen, hvor jeg opnåede meget med Werder og havde en virkelig god tid. Men det var det rigtige tidspunkt at prøve noget nyt. Jeg glæder mig over mine nye holdkammerater og udfordringerne, der venter i Wolfsburg, siger Hunt til Wolfsburgs hjemmeside.

Den 27-årige midtbanespiller har spillet 215 Bundesliga-kampe for sin tidligere klub.