Ancelotti åbner op om sin fyring i Bayern
Foto: Getty Images
Bundesliga

Ancelotti åbner op om sin fyring i Bayern

Carlo Ancelotti fortæller nu, at fyringen i Bayern kom efter, at klubben mente, at han havde et dårligt forhold til spillerne. Altså den modsatte forklaring i forhold til Real Madrid, hvor han skulle have været for tæt på spillerne.

Den italienske træner Carlo Ancelotti blev for godt en uge siden fyret i den tyske storklub Bayern München, og han fortæller nu sin egen side af historien om, hvad der gik forud for fyringen, der kom efter et 0-3-nederlag til PSG i Champions League.

Det skete ved en prisuddeling, hvor Ancelotti vandt en award for sin bog 'Il Leader Calmo' i Torino. Det fortæller det fodboldsitet Football Italia.

- Jeg ville have været her for at modtage denne pris uanset hvad, men Bayern fortalte mig, at jeg skulle tage en tidlig ferie, smilte den italienske træner, som tidligere har stået i spidsen for klubber som Chelsea, Real Madrid, Milan og Juventus.

Han fortæller desuden, at han bestemt ikke er sikker på, at hans måde at gøre tingene på er den helt perfekte.

- Da jeg forlod Real Madrid fik jeg at vide, at jeg var for tæt på spillerne, men i Bayern München blev jeg fyret fordi, jeg skulle have haft et dårligt forhold til spillerne, lyder det fra Ancelotti.

Carlo Ancelotti er i den seneste tid blevet sat i forbindelse med landstrænerjobbet i Italien, hvor den nuværende Giampiero Ventura endnu ikke har formået at få Italien til VM, hvor de nu skal i playoff-kampe for at sikre sig deltagelse. Men her fortæller Ancelotti, at han først vil være landstræner den dag, hvor han ikke længere vil have det daglige arbejde med spillerne hver eneste dag.