Video : Tipsbladet
Bundesliga

Ancelotti: Vi skal vinde ligaen

Bayern Münchens italienske træner er ikke tilfreds med at være slået ud af både Champions League og den tyske pokalturnering.

I går aftes tabte de forsvarende tyske mestre og pokalvindere 3-2 til konkurrenterne fra Dortmund. Det huer ikke sydtyskernes træner, Carlo Ancelotti, som nu kigger mod ligaen, hvor det går lidt bedre.

Således er Bayern München otte point foran Leipzig med fire runder igen.

- Det er for tidligt at snakke om denne sæson, vi skal stadig vinde Bundesligaen, sagde Ancelotti efter kampen, da han blev bedt om at evaluere de sidste par ugers modvind.

Det var da også en skuffet træner, som uddybede sit syn på kampen.

- Vi er skuffede, vi havde chancerne for at komme på 3-1. Dette er ikke et godt øjeblik for os, men vi er nødt til at fokusere på ligaen.

Nederlaget, der betyder, at det ikke bliver til mere end en triumf i år, påvirker også spillerne, mener klubbens anfører.

- Det er en kæmpe skuffelse for os, sagde Phillip Lahm efter kampen.

- Du kunne se ved stillingen 2-2, at vi virkelig ville i finalen. Vi spillede ikke godt i de første 15 minutter, men så blev det bedre. Nu bliver vi nødt til at komme videre efter denne skuffelse.

For Dortmunds vedkommende er sejren og pladsen i pokalfinalen tiltrængt. Nederlag til Monaco i Champons League kvartfinalen og en tredjeplads i Bundesligaen med 14 point op til netop Bayern er ikke godkendt.

I finalen venter Frankfurt.