Bundesliga

Anførers skadeshelvede snart slut

Dortmunds Sebastian Kehl har siddet ude i mere end et halvt år, men kommer nærmere og nærmere et comeback.

Borussia Dortmunds anfører Sebastian Kehl har ikke været i kamp i Bundesligaen siden den 23.maj 2009, hvor han var med i sidste spillerunde af 08/09-sæsonen. En skade har holdt ham ude i over et halvt år, men nu ser han efterhånden lys for enden af tunnellen.

- Jeg er glad for, at jeg er så tæt på at være tilbage, men jeg har stadig brug for lidt tid, siger Sebastian Kehl, der som led i genoptræningen er begyndt at spille kampe for Dortmunds reservehold.

BVB-træner Jürgen Klopp glæder sig også over kaptajnens fremgang, men vil ikke forhaste et comeback.

- Vi vil ikke risikere noget. Sebastians dag vil komme, og der er ikke lang vej endnu, siger Klopp til tyske medier.

I Sebastian Kehls fravær har Dortmund primært brugt Jakob Blaszczykowski (i folkemunde "Kuba") på midtbanen.