Den kroatiske angriber Ivica Olic vil forlade Bayern München efter sæsonen. Olic er vendt tilbage til Bayerns hold fra en længerevarende skadespause. Men i stedet for en tilbagevenden til en startplads, er Ivica Olic blevet bænkevarmer i skyggen af spillere som Mario Gomez, Toni Kroos og Thomas Müller. Og det huer ikke kroaten, der nu vil væk.
- Nej, jeg vil spille mere, og jeg vil have det sjovt i to år yderligere. Jeg er ikke typen, der bliver skiftet ind til sidst. Det er ikke nok for mig, siger Olic til München-avisen TZ.
Ivica Olic, der har kontraktudløb til sommer og derfor kan forlade Bayern ganske gratis, har spillet seks kampe for den tyske storklub i denne sæson. Men ikke en eneste gang har han været med fra start.