Avis: Wolfsburg vil forære Kahlenberg væk

Wolfsburg giver gerne Thomas Kahlenberg væk for en slik, men danskerens egne krav er ikke billige.

Ifølge B.T.’s oplysninger er Wolfsburg så villige til at komme af med deres danske midtbanespiller Thomas Kahlenberg, at de er parate til at slippe ham for en slik.

Således vil der være himmelvid forskel på de 36 millioner kr. Wolfsburg gav for den tidligere Auxerre-spiller og de tre-fire millioner, som Kahlenberg regnes for at være værd nu.

Wolfsburg-træner Felix Magath har for længst gjort det klart, at han ikke har i sinde at bruge den tidligere Brøndby-spiller, hvorfor klubben gerne så at man fandt en ny arbejdsgiver til danskeren, der ifølge B.T.’s oplysninger koster 10-12 millioner kr. i løn årligt.

Ydermere mener avisen at vide, at Thomas Kahlenbergs agent, Per Steffensen, er i kontakt med schweiziske FC Luzern og  franske St. Etienne, der begge forsøger at slippe så lidt som overhovedet muligt for Kahlenberg.

Angiveligt skulle den tidligere Brøndby-spiller ikke været interesseret i at forlade sin tyske klub for enhver pris. Danskerens kontrakt udløber først i sommeren 2013, hvorfor han stadig har en stor pose penge til gode i form af fremtidig løn. Således vil Kahlenberg gerne have en del af denne sum udbetalt før et skifte væk fra Wolfsburg synes realiserbart.

Seneste nyt på tipsbladet.dk