Bayern München indledte titelforsvaret med sejr
Illustration
Bundesliga

Bayern München indledte titelforsvaret med sejr

Bayern München begyndte hvor de slap med en 2-1-sejr over Wolfsburg i Bundesliga-premieren.

Bundesliga-sæsonen 2014/15 blev sparket i gang her til aften på Allianz Arena, hvor de forsvarende mestre, Bayern München indledte titelforsvaret mod storsatsende Wolfsburg, der havde set helt bort fra en ufit Nicklas Bendtner.

Ganske som forventet tog hjemmeholdet taktstokken fra start, men et stålsat Wolfsburg-mandskab holdt Bayern München fra åbne chancer i kampens første halve time. Herefter satte Pep Guardiolas elleve udvalgte dog trumf på.

Kulminationen kom fem minutter før pausen, da Arjen Robben med et rap temposkift skabte plads til sig selv på højrekanten, og sendte bolden på tværs til Thomas Müller. Her kunne den tyske VM-vinder sætte et af karrierens nemmere mål i nettet. 

Kort inde i anden omgang udbyggede Bayern München føringen. Wolfsburg-debutanten, Joshua Guilavogui tabte bolden, og kort efter lå den for fødderne af Arjen Robben, der med en elegant afslutning udplacerede Max Grün i udeholdets mål.

Ud af det blå kom Wolfsburg dog tilbage i kampen. Ved kanten af feltet dumpede bolden ned til Ivica Olic, og med en flot afslutning sendte Bendtners konkurrent kuglen i en bue over en sprællende Manuel Neuer. 

Udlignet fik de dog aldrig, men de kom uhyggeligt tæt på. Ti minutter før tid brændte indskiftede Junior Malanda en enorm dobbeltchance.

Dermed fik Bayern München en planmæssig start på sæsonen. Næste opgave for Guardiola og co. er en udekamp mod Schalke 04, mens Frankfurt venter i en hjemmekamp mod Wolfsburg.