Bayern vil forlænge Højbjerg og udleje ham
Illustration
Bundesliga

Bayern vil forlænge Højbjerg og udleje ham

Den tyske klub Bayern München har fortsat tro på Pierre Emile Højbjerg. Klubben vil gerne forlænge danskerens aftale og derefter give ham førsteholdsfodbold.

Danske Pierre Emile Højbjerg er i hård konkurrence med flere klassespillere om spilletid på FC Bayern Münchens midtbane. Udover danskeren er talentet Sebastian Rode i spil, der er rutinerede Xabi Alonso og Bastian Schweinsteiger. Mario Götze og David Alaba kan også spille på den centrale midtbane, ligesom skadede Thiago, Javi Martinez og Philip Lahm kan spille på midtbanen. Konkurrencen er altså stor, men Højbjerg har i denne sæson optrådt syv gange i Bundesligaen.

Den tyske storklub har dog fortsat stor tro på den danske landsholdsspiller. Ifølge det tyske medie Bild vil klubben gerne forlænge Pierre Emile Højbjergs kontrakt frem til sommeren 2018 - i øjeblikket har han papir på FC Bayern München frem til sommeren 2016, så der vil altså komme to ekstra år på den 19-årige midtbanespillers kontrakt.

I forbindelse med forlængelsen vil FC Bayern München også imødekomme Højbjergs ønske om en udlejning. Flere klubber er meldt interesseret i at få Højbjerg på en lejeaftale - heriblandt Kasper Hjulmands Mainz - og Bayern München skal være interesseret i at udleje Højbjerg frem til sommer, så han får masser af spilletid og erfaring.