Bundesliga

Dansk Leverkusen-spiller vil udlejes

Den danske landsholdsspiller Nicolai Jørgensen får ikke nok spilletid i tyske Bayer Leverkusen. Nu har han fortalt klubben, at han vil lejes ud.

I landsholdssammenhæng kører det i olie for 20-årige Nicolai Jørgensen. Offensivspilleren var en af Danmarks stærkeste kort under sommerens U/21-EM, og siden er Morten Olsen faldet for den tidligere AB'er. Først var han med i Olsens trup til de afgørende EM-kvalifikationskampe mod Cypern og Portugal, og i går blev han igen udtaget til venskabskampene mod Sverige og Finland.

Men på klubplan har Jørgensen mindre succes. Efter en debutsæson sidste år, der gik over al forventning, er det blevet grå hverdag i Ruhr-området. Den unge dansker har blot spillet en enkelt kamp - sæsonens første - på denne side af sommerferien, og det er langt fra nok for den talentfulde dansker. Derfor har nu bedt Bayer Leverkusen om at leje ham ud til en anden klub.

- Min agent og jeg er i dialog med klubben om at blive lejet ud til januar, fortæller Nicolai Jørgensen til tipsbladet.dk.

- Jeg håber, jeg kan blive lejet ud til en anden klub i Tyskland. Gerne i et år, så jeg kan nå at falde til og komme ind i det sociale liv også, fortsætter Jørgensen.

Den alsidige danske offensivspiller, der både kan spille på kanten og helt fremme, har kontrakt med Bayer Leverkusen til sommeren 2015, og han satser fortsat på at få succes i den tyske storklub. Men lige nu sender lysten til spilletid Nicolai Jørgensen fra BayArena.

- Lige nu ser det ikke godt ud her. Jeg er langt fra holdet og vil gerne have spilletid, slutter han.