Danskerstatus: 1. og 2. Bundesliga (24. runde)
Bundesliga

Danskerstatus: 1. og 2. Bundesliga (24. runde)

Med fuld spilletid til fire danskere har det ikke været den værste runde set med danske øjne. Så snyd ikke dig selv for denne uges danskerstatus.

Andreas Christensen, Borussia Mönchengladbach:
Når ens hold vinder 4-0, og man har deltaget i hele kampen, så kan man som Andreas Christensen sagtens tillade sig at være tilfreds. Gladbach slog nemlig Stuttgart 4-0 på eget græs onsdag. AC var for en gangs skyld ikke i top fem over de spillere med mest boldbesiddelse. Det skyldes muligvis, at Gladbach havde ændret formation til at spille med tre i bagkæden, frem for deres normale bagkæde med fire mand. Han leverede dog stadig en pasningssucces på 91 %, mens han vandt begge de hovedstødsdueller, han var involveret i.

Alt i alt en god kamp for Gladbach og Andreas Christensen.
 
Frederik Sørensen, 1. FC Köln:
Der er gode nyheder, hvad angår Frederik Sørensen. Efter kun at have set bænken i de seneste to kampe, var der fuld spilletid til Sørensen, da Köln tirsdag spillede 1-1 mod Ingolstadt. Det var dog ikke i midterforsvaret, hvor Sørensen mest har været brugt i sæsonen. Han spillede hele kampen på højre back, og her gjorde han en god figur. Han vandt alle sine fem tacklinger, mens han også leverede seks clearinger og to bolderobringer.
 
Stöger havde valgt at ændre fra en 5-3-2 til 4-2-3-1 med fire deciderede midterstoppere i bagkæden, og holder han fast i den formation, kan det måske åbne op for mere spilletid til Frederik Sørensen fremadrettet.
 
Jannik Vestergaard, SV Werder Bremen:
Werder Bremen fik onsdag en hårdt tiltrængt sejr på 4-1 over Leverkusen. Sejren betyder, at de nu ikke længere ligger på en 16. plads, og derfor skal Werder Bremen ikke spille play-off om at blive i ligaen. Hvis altså ligaen sluttede i dag.
 
Jannik Vestergaard spillede hele kampen i midterforsvaret, men han leverede ikke en kamp med de store overskrifter. Det kan dog nævnes, at han kun ramte en medspiller med fire af sine 13 pasninger, hvilket må siges at være under acceptabelt niveau.
Det var i stedet den gamle målræv Claudio Pizarro, der løb med de store overskrifter, da han scorede hattrick i anden halvleg.
 
Leon Andreasen og Uffe Bech, Hannover 96:
Der var potentiel mulighed for et danskeropgør med hele tre danskere, da Hannover tirsdag tog imod Wolfsburg, men det endte med i stedet uden danskere over hovedet.
 
Som vi skrev det i mandags, så er både Leon Andreasen og Uffe Bech ude med skader, og derfor vil vi heller ikke dvæle ved det her. Vi kan dog nævne, at Wolfsburg vandt kampen 4-0, og at Hannover er ved at blive isoleret i bunden af tabellen.
 
Pierre-Emile Højbjerg, FC Schalke 04:
Overskriften kunne være genvalg til Pierre-Emile. For anden kamp i træk spillede Pierre-Emile Højbjerg 90 minutter, da Schalke slog HSV 3-2. Det er første gang i sæsonen, at danskeren spiller to hele kampe i træk, så det er noget at glæde sig over.
 
Hvad angår spillet på banen, så er det værd at nævne, at Pierre-Emile havde tredjemest boldbesiddelse af alle, og at han ramte en medspiller på 83 % af sine afleveringer.
 
Det var ikke en kamp, hvor Pierre-Emile var decideret iøjefaldende, men ikke desto mindre spillede han alle 90 minutter, og der er formentlig genvalg på pladsen i weekenden igen. Niveauet skal dog nok hæves en del, hvis han også vil beholde pladsen, når Goretzka kommer tilbage fra sin skade.
 
Emil Berggreen, 1. FSV Mainz 05:
De, der har læst med, siden danskerstatus blev genoptaget efter vinterpausen, vil vide, at Emil Berggreen har været skadet i al den tid, han har været tilknyttet Mainz, og denne midtugekamp var ingen undtagelse. Emil Berggreen sidder fortsat udenfor og kommer ikke med foreløbigt. 
 
Nicklas Bendtner, VfL Wolfsburg:
Det samme gør sig egentlig gældende med Nicklas Bendtner. Her er der heller ingen nyheder at berette om. Udover at han har været syg på det seneste, og folk i klubben postulerer, at han er udeladt fra truppen, fordi han kun har trænet med en enkelt gang siden sin tilbagevenden. Man kunne dog også fristes til at tro, at Wolfsburgs træner, Dieter Hecking, ville kunne finde en grund til at udelade Bendtner, selv hvis han var frisk.
 
Noter fra 2. Bundesliga:
 
Yussuf Poulsen og RB Leipzig har spillet mod henholdsvis Paderborn og Heidenheim. Mod Paderborn blev Poulsen skiftet ud efter 83 minutter. Indtil da havde han spillet på toppen, men kom ikke på måltavlen. Det gjorde han til gengæld i kampen mod Heidenheim. Her scorede han til 2-1 og spillede hele kampen i Leipzigs 3-1 sejr.
 
Videre til Nicklas Helenius. I Paderborns kamp mod RB Leipzig spillede Helenius hele kampen som den enlige angriber. Han var ikke i stand til at score. Paderborn har også spillet mod Karlsruher SC, og her blev Helenius skiftet ind efter pausen, men her var han heller ikke i stand til at score.
 
Union Berlin og Jakob Busk har også spillet mod Karlsruher. Den kamp vandt Union Berlin 2-1. Jakob Busk spillede hele kampen, og det gjorde han også i Union Berlins kamp mod Greuther Fürth. Den kamp tabte Union Berlin dog med 2-0.
 
Sidst men ikke mindst skal vi selvfølgelig berøre Niki Zimling og FSV Frankfurt, men det bliver ganske kort. Niki Zimling har nemlig været skadet under begge runder, og derfor har han ikke været i aktion.

Læs meget mere om tysk fodbold og hør også vores podcast hos Bulibold