Danskerstatus: 1. og 2. Bundesliga (27. runde)
Foto: Martin Meissner / Polfoto
Bundesliga

Danskerstatus: 1. og 2. Bundesliga (27. runde)

Endnu en gang er det blevet tid til danskerstatus. Denne gang i en runde, hvor det er de danske forsvarsspillere, der er løbet med de største overskrifter. Én stod for et hav af tacklinger, mens en anden stod for et mål. Hvem, der stod for hvad, og hvad der ellers er sket i runden, kan du læse lige herunder.

Andreas Christensen, Borussia Mönchengladbach:
Fredag havde vi et regulært danskeropgør i Bundesligaen, da Schalke med Pierre-Emile i startopstillingen tog imod Gladbach, der havde Andreas Christensen blandt de startende 11. Hvad angår opgøret, så måtte AC og Gladbach rejse hjem uden point på kontoen. De tabte kampen 2-1.

Schalkes første scoring kom efter et komisk selvmål som følge en situation, hvor AC ikke så alt for godt ud, da han tabte en nærkamp og lod Sane gå på indersiden af ham. 
 
Danskeren fik dog oprejsning lidt senere, da han gik godt med i det opbyggende spil og selv stod for det udlignende mål med en fornem scoring. Kun en flot Fährmann parade holdte AC fra også at udligne kort før tid.
 
Ud over målet kan vi også nævne, at AC igen var en stor del af det opbyggende spil for Gladbach med 6,3 % af den samlede boldbesiddelse.
 
Frederik Sørensen, 1. FC Köln:
Köln skulle i weekenden op mod Bayern München, der havde 120 minutters Champions League-fodbold i benene fra onsdag. Alligevel var Köln ikke i stand til at modstå Bayern, der vandt kampen 1-0. Det skal dog ikke tage noget fra Frederik Sørensen, der spillede en rigtig god kamp. Så god, at hjemmesiden whoscored.com udnævnte Frederik Sørensen som deres Man of the Match
 
Vi skylder selvfølgelig også at nævne, at Sørensen spillede højre back hele kampen igennem.
 
Der er flere statistikker fra Sørensens kamp, man kunne vælge at kigge på. En af de mere kuriøse er, at Sørensen lykkedes med alle sine tre driblinger. Dermed lavede han lige så mange driblinger i kampen som Douglas Costa og Kingsley Coman. Endnu mere imponerende var det, at Sørensen stod for hele 15 tacklinger i kampen. Det er det fleste antal tacklinger i Bundesligaen siden 2011. Et gult kort fik Sørensen også i kampen.
 
Det var mildest talt en imponerende kamp fra Sørensen, men det kan han næppe bruge til meget, når Bayern løb med de tre point.
 
Jannik Vestergaard, SV Werder Bremen:
Werder Bremen spillede i weekenden mod Mainz. Kampen endte 1-1. Det betyder, at Werder Bremen i øjeblikket er på 14. pladsen i ligaen. De har dog kun et point mere end Hoffenheim og Frankfurt, der ligger henholdsvis 16 og 17.
 
Jannik Vestergaard spillede ikke overraskende hele kampen i det centrale forsvar ved siden af Papy Djilobodji. Af de to spillede Djilobodji nok den bedste kamp, men Vestergaard spillede en kamp, han kan være fint tilfreds med.
 
Det var en meget typisk kamp for Vestergaard. Skulle man pege noget ud, må det være, at han stod for seks bolderobringer. Helt generelt var det en kamp, der ikke efterlader meget at snakke om, hvad angår kampen som sådan eller Vestergaards præstation.
 
Leon Andreasen og Uffe Bech, Hannover 96:
Det ser sort ud for Hannover 96. I weekenden tabte de til Eintracht Frankfurt, holdet lige over dem i tabellen. Der er intet, der tyder på, at de kan redde sig og få endnu en sæson i Bundesligaen. Det betyder også, at Uffe Bech og Leon Andreasen højst sandsynligt skal spille fodbold i 2. Bundesliga i næste sæson, hvis ikke de skifter væk fra Hannover.
 
Det hjælper selvfølgelig heller ikke for Hannover, at de igen i weekenden måtte undvære de to danskere. Uffe Bech er fortsat i genoptræning uden nogen fastsat dato for et comeback. Leon Andreasen er end ikke nået til genoptræningen endnu.
 
Der skal vist ske et mindre mirakel, hvis ikke Hannover i næste sæson skal tørne ud i 2. Bundesliga.
 
Pierre-Emile Højbjerg, FC Schalke 04:
Johannes Geis havde forinden rundens opgør spillet alle kampe i Bundesligaen med undtagelse af de fire kampe, hvor han havde karantæne. Han havde altså deltaget i alle de kampe, han har haft mulighed for i sæsonen indtil videre. Men ikke i denne runde. Goretzka var vendt tilbage fra sin skade, og forinden skaden havde det betydet, at han og Geis ville danne makkerpar på den centrale midtbane. Nu ligger landet bare sådan, at Pierre-Emile Højbjerg har leveret en række glimrende præstationer på det seneste, så træner André Breitenreiter havde ingen mulighed for at se bort fra ham. Derfor måtte Johannes Geis for første gang se Schalkes kamp fra bænken.
 
Pierre-Emile spillede hele kampen på den centrale midtbane. Her var han sikker med bolden, han ramte en medspiller på 91 % af sine pasninger og leverede også syv bolderobringer.
 
Vi har tidligere nævnt, at Schalke vandt kampen 2-1, så der er vist kun tilbage at konkludere, at det hele ser lyst ud for Pierre-Emile i Schalke lige i øjeblikket. Også selvom han måske så en anelse passiv ud ved Andreas Christensens udligning.
 
Emil Berggreen, 1. FSV Mainz 05:
Som tilfældet har været alle de gange, vi har lavet danskerstatus, mens Emil Berggreen har været i Mainz, var han også i weekenden skadet.
 
Det er fortsat knæet, der afholder Berggreen fra at spille fodbold. Hvornår han kan vende tilbage, har vi fortsat ingen dato eller et estimat på. 
 
Nicklas Bendtner, VfL Wolfsburg:
Det er imponerende svært at skrive noget om Bendtner, der ikke allerede er blevet skrevet. Manden får rigtig meget taletid i forhold til, hvor lidt fodbold han egentlig spiller. Også selvom Max Kruse i denne uge stod for de efterhånden obligatoriske Wolfsburg-historier.
 
Desværre ser situationen dog ikke ud til at ændre sig for Bendtner. I hvert fald ikke så længe han er ansat i Wolfsburg, for der er intet, der på nuværende tidspunkt tyder på, at Bendtner er på vej tilbage mod holdet.
 
Vi må nok væbne os med tålmodighed og håbe på, at Bendtner kan skifte klub til sommer til et sted, hvor han kan bidrage med noget til holdet. Og indtil da må vi nok leve med, at der ikke bliver meget indhold at skrive om i vores danskerstatus.
 
Noter fra 2. Bundesliga:
Dermed skifter vi spor til 2. Bundesliga. Her skal vi endnu en gang kigge på, hvordan det går med de danskere, der huserer på de mindre fine adresser i Tyskland, men som stadig spiller fodbold, der er væsentlig at følge med i.
 
Jakob Busk var endnu en gang at finde i målet hos Union Berlin, da de fredag vandt 3-1 over Eintracht Braunschweig.
 
Nicklas Helenius startede på toppen for Paderborn, der mødte Duisburg. Helenius blev skiftet ud efter 73 minutter, hvor han havde ikke været i stand til levere et afgørende indtryk. Kampen endte 0-0.
 
Niki Zimling er fortsat skadet og var derfor ikke med for FSV Frankfurt, der spillede 2-2 med Heidenheim.
 
RB Leipzig og Yussuf Poulsen løb ind i sjældent nederlag, da de søndag tabte 3-1 til Nürnberg. RB Leipzig kom foran 1-0 på et oplæg af Yussuf Poulsen. Han blev udskiftet efter 74 minutter i nederlaget, der betød, at RB Leipzig måtte afgive førstepladsen i rækken.

Læs interviews, analyser og lyt til podcast om tysk fodbold hos Bulibold