De her fem skal smadre FC København
Illustration
Bundesliga

De her fem skal smadre FC København

FC København skal tirsdag op imod Bayer Leverkusen i Champions League-kvalifikationen, men hvem er tyskernes nøglespillere egentlig? Tipsbladet.dk giver dig her holdets fem vigtigste.

Bayer Leverkusen klarede sig gennem gruppespillet i Champions League i sidste sæson, hvor de også blev nummer fire i Bundesligaen og dermed kvalificerede sig til playoff-kampene mod FC København. Den første bliver spillet tirsdag aften i Telia Parken.

Selv om Leverkusen er blandt de bedste tyske Bundesliga-hold, havde de ingen spillere med på det tyske landshold, der vandt VM. Lars Bender er skadet, og profilerne Emre Can og Sidney Sam er væk.

I det hele taget er Leverkusens mandskab ikke fyldt med kendte verdensstjerner, så hvem er deres profiler egentlig? Det giver tipsbladet.dk et svar på her.


Stefan Kiessling, angriber
Leverkusen-angriber havde formentlig været tysk verdensmester, hvis landstræneren havde heddet noget andet end Joachim Löw, der ikke har udtaget ham siden VM i 2010. Löw ser ikke Kiesslings vej, og det er der rigtig mange, der ikke forstår. Kiessling har scoret 56 Bundesliga-mål i de seneste tre sæsoner og er blandt ligaens bedste angribere. Og formen forud for FCK-kampen er blændende. Han scorede fem mål i pokalkampen fredag mod Alemannia Waldalgesheim, der godt nok kun spiller i den sjettebedste række, men alligevel... Fem mål! Det bliver altafgørende, at FCK-forsvaret formår at holde den fysisk stærke og teknisk dygtige Kiessling helt fri af chancer, for får han muligheden, tager han den.


Heung-Min Son, kantspiller
Den lynhurtige sydkoreaner er kommet sent ind i Leverkusens træning på grund af deltagelsen ved VM-slutrunden. Det var formentlig også kun derfor, det kun blev til en halv time i fredags. Son er et meget giftigt våben overfor enhver back, og mon ikke FC Københavns højre back - formentlig Daniel Amartey eller Tom Høgli - ryster lidt i bukserne over det forestående møde med Heung-Min Son. Han kan både gå til baglinjen og komme til indlæg og drible ind i banen for at afslutte. Han er Leverkusens næstdyreste indkøb nogensinde og en giftig herre, der godt nok ikke imponerede i Champions League i sidste sæson, men som er blevet et år ældre og som har potentialet til at bryde igennem på den store scene. FC København skal stå meget kompakt og have dobbeltdækning på ham, ellers er han væk.


Hakan Calhanoglu, offensiv midtbane
Det dyreste indkøb i Leverkusens historie. Calhanoglu bærer det måske allerstørste ansvar for, at Hamburger SV stadig er i Bundesligaen. Han spillede en blændende sidste sæson og klubber som Liverpool, Chelsea og Arsenal blev sat i forbindelse med ham, inden han besluttede at tage fra HSV til Leverkusen. Calhanoglu er den offensive midtbanemand, der skal støbe kuglerne til Kiessling og co. foran ham, og Thomas Delaney får en vigtig opgave i at holde den kreative tyrkiske playmaker nede. Calhanoglu har desuden et meget giftigt spark fra distancen, hvilket han demonstrerede på flotteste vis, da han scorede et gudemål omtrent fra midten af banen mod Dortmund i sidste sæson.


Simon Rolfes, central midtbane

Holdets anfører og midtbaneanker. Har til tider haft problemer med at spille sig på holdet, men holdets nye træner Roger Schimdt ventes at satse fuldt ud på den 32-årige midtbanemand, der er rigtig dygtig til at styre holdet defensivt og til også at komme på skudhold og blive farlig med sit hovedspil, når han kommer stormende i feltet fra andet geled. Det er måske ikke særlig elegant, men det han laver er ofte både effektivt og overraskende. Claudemir skal være dygtig til enten selv at løbe med Rolfes eller overlevere opgaven til en fri defensivspiller, når Rolfes bryder kæderne og kommer i sine raids op gennem midten af banen.


Emir Spahic, midterforsvar
Bosnierens normale forsvarsmakker Ömer Toprak er formentlig stadig et par uger fra comeback, og derfor er Emir Spahic nøglen i Leverkusens forsvar. Spahic er en no nonsense kompromisløs forsvarsspiller, man slår sig på. Han spiller altid lige til grænsen, fik ni gule kort i 27 Bundesliga-optrædener og blev udvist i Champions Leagues 1/8-finale mod Paris SG i sidste sæson. Andreas Cornelius skal stå tidligt op for at vinde luftduellerne med Spahic, og måske skal han i stedet forsøge at lægge sig over på Spahic' makker, der bliver enten unge Tin Jedvaj eller nytilkomne Kyriakos Papadopoulos, der har haft problemer med det ene knæ og derfor ikke spillede pokalkampen i fredags. Spahic er Leverkusens bedste skadesfri forsvarsspiller, og skal FC København spille uden om ham, skal det være med spil langs jorden omkring den teknisk lidt udfordrede bosniske VM-spiller.