Den tyske Bundesliga slår alle rekorder

Den tyske Bundesliga slår alle tilskuerrekorder i denne sæson. I gennemsnit overværer 44.345 tilskuere en kamp i den bedste tyske fodboldrække.

Den tyske Bundesliga har blomstret i løbet af de seneste år, og nu står ligaen i fuldt flor. Gode stadions, spænding og masser af mål har gjort den mere populær end nogensinde før.

Den tyske fodboldinteresse eksploderede i forbindelse med VM i 2006, og vores naboer mod syd har holdt momentum. Denne sæson er den mest velbesøgte i Bundesligaens historie - det er tydeligt allerede halvvejs. I alt har 6,78 millioner tilhængere set sæsonens første 153 kampe.

Dermed overværes en Bundesliga-kamp i gennemsnit af 44.345 tilskuere. Det er en stigning på syv procent i forhold til den rekordsættende sæson sidste år.

- De tal er et bevis på interessen for Bundesligaen, der som ingen anden liga begejstrer fans med sport i verdensklasse og masser af spænding. Desuden har klubbernes strategi med moderate billetpriser, komfort og høje sikkerhedsforanstaltninger givet pote, siger adm. direktør i den tyske liga, Christian Seifert.

Også 2. Bundesliga har stor succes. Her lyder gennemsnittet på 17.125 tilskuere pr. kamp. Det er en stigning på 27 procent i forhold til sidste sæson.

Seneste nyt på tipsbladet.dk

 

Afstemning

Hvordan ender Danmark-Brasilien?: