Dortmund om Aubameyang-salg: Vi er ikke afhængige af ham
Bundesliga

Dortmund om Aubameyang-salg: Vi er ikke afhængige af ham

En klub som Borussia Dortmund er ikke afhængig af én spiller, heller ikke Pierre-Emerick Aubameyang, og man skal nok finde en løsning, hvis han bliver solgt.

I denne sæson har Pierre-Emerick Aubameyang scoret lige som mange mål, som han har spillet kampe: 27 af hver. Det har gjort ham til en ualmindeligt eftertragtet herre i fodbold-Europa, og især Arsenal meldes interesserede i angriberen. 

Hos Aubameyangs nuværende klub, Borussia Dortmund, afviser man ikke ligefrem et salg af topscoreren. Tværtimod fastholder direktør Hans-Joachim Watzke, at end ikke gaboneseren er uundværlig.

- Man må ikke begå den fejl at tro, at en klub som BVB er afhængig af en spiller. Vi er ikke afhængige af nogen, siger han i et interview med Bild.

- Da Robert Lewandowski skiftede, fandt vi en løsning, og han har endda scoret tre mål flere end Lewa. Vi er nu en så god en position, at vi kan finde alternative løsninger igen og igen. 

Selvom Watzke ikke afviser at sælge en af holdets store profiler, påpeger han, at han prioriterer at holde på truppen. Og med eksemplets magt viser han, at det godt kan lade sig gøre, på trods af at rygtestrømmen fortæller noget andet.

- Målet er, at vores hold forbliver samlet. Vi har ikke så mange penge som stjernerne i Premier League, men vi har mange andre ting at tilbyde - for eksempel at vores spillere kan fejre jul. 

- Sidste år ved denne tid skrev mange journalister, at vores bedste spillere ville forsvinde. Hummels var i Manchester United. Gündogan var i Madrid, Manchester eller Barcelona. Og hvor er de nu? Stadig hos os!