Bundesliga

Dortmund satte til på eget græs

De forsvarende tyske mestre fra Dortmund kunne ikke besejre Kaiserslautern, der fik 1-1 med sig fra Signal Iduna Park. Ingen danskere kom i aktion.

Borussia Dortmund har i Signal Iduna Park en særdeles god hjemmebane, og det er bestemt ikke hver dag, at holdet sætter point til foran eget publikum. Men i dag skete det, da Kaiserslauteren var på visit.

Efter de 90 minutter stod der 1-1 på måltavlen.

Japanske Shinji Kagawa bragte Dortmund planmæssigt foran efter 27 minutter, men efter præcis en times spil udlignede Olcay Sahan til det, der også blev kampens slutresultat. En stor triumf for bundholdet mod de forsvarende mestre.

Der var ingen danskere med til at hjemføre det overraskende point for Kaiserslautern. Leon Jessen så samtlige 90 minutter fra udskiftningsbænken, mens Nicolai Jørgensen ikke var med i udeholdets trup.