Efter skifte: Werder-spiller får bodyguard
Bundesliga

Efter skifte: Werder-spiller får bodyguard

Davie Selke skifter Werder Bremen ud med RB Leipzig, og dette har skabt nervøsitet i klubben, der nu giver spilleren bodyguard.

Jublen var stor i Werder Bremen, da 20-årige Davie Selke forlængede sin kontrakt frem til sommeren 2018. Blot fem måneder efter forlængelsen er billedet dog vendt markant. Onsdag kom det frem, at Selke skifter Werder Bremen ud med RB Leipzig, og dette har skabt nervøsitet i Bundesliga-klubben. 

Dette i en sådan grad, at man nu frygter for spillerens sikkerhed. Werder Bremen har noget utraditionelt valgt at hyre en bodyguard til Davie Selke, der onsdag fulgte spilleren til og fra træning. Bodyguarden er hyret af selskabet Elko, der ikke vil afsløre, hvorvidt Werder Bremen har bedt om beskyttelse til Selke over en længere periode. 

Faktum er dog, at Werder Bremen i den kommende weekend møder Mainz i Bundesligaen. Her er der lagt op til utilfredshed omkring spilleren, men dette skal ikke blive tilfældet. Sådan lyder bønnen fra Werder-boss Thomas Gauge, der beder om respekt for spillerens beslutning: 

- Hvad holdningen har været for fem måneder siden, kan have ændret sig. Vi vil ikke bebrejde Selke. Han har været tro mod konceptet, og har været en meget lovende spiller for os. Vi kan kun opfordre vores tilskuere til, at de bør støtte os mod Mainz. Andet er der ikke at gøre, siger Gauge til Bild.de, der bakkes op af Werder-profilen Clemens Fritz: 

- Davie Selke er fortsat Werder-spiller, og det er han sæsonen ud. Af samme grund burde der ikke være problemer hos fansene, udtaler Fritz overfor den tyske avis. 

Skiftet til RB Leipzig træder i kraft ved sommeren 2015.