Nordmanden Kjetil Rekdal optrådte fra 1997 til 2000 for Bundesliga-klubben Hertha Berlin. Siden er han indtil flere gange blevet rygtet til den tyske hovedstad som afløser for en træner, der sidder usikkert efter en række dårlige resultater.
Denne gang er ingen undtagelse. Kjetil Rekdal bringes i spil som afløser for Friedheim Funkel, der ikke har formået at spille Hertha væk fra bundplaceringen i den bedste tyske række.
- Jeg har bare hørt rygterne. Hver gang en træner er - eller kan være - på vej ud af Hertha, så ringer Berlin-aviserne. Så de holder mig orienteret, siger Kjetil Rekdal, der pt. er træner i Aalesund, til VG.
Hertha tabte i weekenden med 2-1 til Nürnberg, der også ligger i bunden og efter tre nederlag i træk er der nu otte point op til Hannover, der ligger på tredjesidstepladsen, der giver en playoff kamp mod et hold fra 2. bundesliga om en plads i det bedste selskab.
Rekdal har altså ikke været i kontakt med Hertha i denne omgang, men afslører, at han før er blevet tilbudt jobbet.
- Den eneste gang Hertha-ledelsen har taget kontakt til mig i forbindelse med et trænerjob var i starten af 2000-tallet, siger Rekdal, der tidligere har været træner i belgiske Lierse og tyske Kaiserslautern.