Video : Tipsbladet
Bundesliga

Flyvende Dortmund sendte Wolfsburg til tælling

Dortmund kom forrygende fra start i den nye Bundesliga-sæson med en storsejr over Wolfsburg.

I går åbnede Bundesliga-sæsonen 2017/18, da Bayern München besejrede Leverkusen med 3-1 hjemme på Allianz Arena, og klokken 15.30 åbnede 10 andre hold også sæsonen. 

Mest bemærkelsesværdigt var det, at Dortmund på udebane mod ambitiøse Wolfsburg kom relativt let til tre point. Det skete efter en klar 0-3-sejr, som allerede blev grundlagt i løbet af de første 30 minutter. 

Først var det amerikanske Christian Pulisic, som, med et tørt hug fra kanten af feltet, sendte Dortmund i front efter 22 minutter.

Fem minutter senere havde Marc Bartra sneget sig med frem fra sin position i midterforsvaret, og det var et fornuftigt valg. Den spanske landsholdsspiller modtog bolden i venstre side, hvorefter han krøllede bolden op i det lange hjørne. Et strålende mål af forsvarsspilleren. 

I anden halvleg fortsatte Dortmund dominansen, og det gav pote efter en times spil, hvor Christian Pulisic sendte et fladt indlæg ind foran mål, hvor sidste sæsons topscorer, Pierre-Emerick Aubameyang, kom glidende og sendte bolden i mål. 

Dermed fik Dortmund en forrygende start på Bundesliga-sæsonen, og der var også tre point til både Hamburger SV, Hertha Berlin, Hoffenheim og Hannover. 

Hamburger SV fik en hjemmesejr på 1-0 over Augsburg, hvor Nicolai Müller scorede efter otte minutter. Hertha Berlin vandt også på eget græs. Hovedstadsklubben besejrede Stuttgart med 2-0 på to mål af australske Mathew Leckie. 

Hoffenheim var det tredje mandskab, som fik en hjemmesejr. De vandt 1-0 på et mål af Andrej Kramaric, som scorede mod slutningen af kampen mod Werder Bremen, der havde Thomas Delaney med i hele kampen. 

Til sidst fik Hannover uden Uffe Bech også en 0-1-sejr over Mainz, der gav debut til Viktor Fischer. Martin Harnik scorede i anden halvleg for gæsterne.