Bayern München, der igen havde Franck Ribery med i startopstillingen, havde hjemme på Allianz Arena få problemer med at slå Wolfsburg, mens Borussia Dortmund vandt en klokkeklar hjemmesejr over Hoffenheim, der havde Jannik Vestergaard med fra start.
Det sydtyske førerhold havde fra kampens start overtaget på sine gæster, og selvom chancerne hverken var store eller mange, så udviste München-klubben både sikkerhed og stabilitet. For godt nok skulle der gå en times tid før Mario Gomez kunne bringe Jupp Heynckes’ tropper foran. Toni Kroos sendte et frispark ind i feltet, og her skulle angriberen bruge to forsøg før bolden var over stregen.
Førignen holdt helt frem til overtiden, hvor det lykkedes Ivica Olíc at lobbe bolden over Wolfsburg-målmanden, som havde taget turen langt ud i feltet. Bolden blev reddet på stregen, men uheldigt for Felix Magaths mandskab stod Arjen Robben rigtigt placeret, og hollænderen kunne således skrabe bolden i mål til 2-0, hvilket blev kampens resultat.
Trods sydtysk slidstyrke bevidste Dortmund endnu en gang, hvorfor de skal regnes blandt favoritterne til Bundesliga-trofæet igen i år. I endnu sikrere stil end sine sydtyske konkurrenter lykkedes det således de forsvarende mestre at besejre Hoffenheim 3-1 på Signal Iduna Park.
Shinij Kagawa bragte allerede efter et kvarters spil hjemmeholdet foran, og efter en halv time kunne Kevin Grosskreutz sende de gul-sorte til pause med en 2-0 føring i hånden. Dortmund havde bestemt chancer til mere, men skarpheden holdt således Hoffenheim fra at blive totalt ydmyget.
Efter halvlegen viste Kagawa endnu engang sin skarphed foran mål, og japaneren kunne således bringe Bundesligaens nummer to foran 3-0, inden Hoffenheims Fabian Johnson med lidt under en halv time igen kunne pynte på slutresultatet 3-1.
I Augsburg fik Nicolai Jørgensen de sidste fem minutter for Kaiserslautern, mens Leon Jessen måtte se til fra bænken igennem hele 2-2-kampen.
Bayern München, Borussia Dortmund og Schalke 04 topper fortsat i nævnt rækkefølge Bundesligaen med Schalke tre point efter de to andre konkurrenter. De møder FC Köln senere på dagen.