Fulham forhandler om Barrios

Dortmund-angriberen Lucas Barrios kan være tæt på et skifte til Premier League-klubben Fulham. De to klubber er dog fortsat uenige om prisen.

Dortmund kræver 10 millioner euro for Lucas Barrios, mens Fulham kun vil betale mellem syv og otte millioner. De tyske mestre forhandler med Martin Jols mandskab om en transfer for den paraguyanske angriber, der har mistet sin plads i Dortmund-angrebet til polske Robert Lewandowski.

Tyske Kicker erfarer således, at de to klubber føler hinanden på tænderne omkring en transfersum for Barrios, der spillede en stor rolle for Dortmund, da de blev mestre i sidste sæson.

Sportsdirektør Michael Zorc har udtalt, at bestemte parametre skal være opfyldt, hvis et salg skal komme på tale, og det ventes altså ikke, at Dortmund viger fra sin pris på Barrios, hvorfor Fulham må kaste lidt flere penge efter handlen, hvis den skal gå igennem, inden transfervinduet lukker i morgen aften.

Det har hele januar været ventet, at Dortmund skiller sig af med enten Lucas Barrios eller den tidligere AB- og FC Midtjylland-spiller Mohamed Zidan, der egentlig var enig med sin tidligere kub Mainz om et skifte. Men Zidan får ikke lov at smutte, så længe der bliver forhandlet om et salg af Lucas Barrios.

Barrios har spillet 11 kampe i denne sæson for Dortmund. Han er kun startet inde én gang og har endnu ikke scoret.

Seneste nyt på tipsbladet.dk

 

Afstemning

Hvordan ender Danmark-Brasilien?: