Götze glipper Bundesliga-premieren
Foto: Frank Augstein/Polfoto
Bundesliga

Götze glipper Bundesliga-premieren

I Dortmund tager man ingen chancer, og derfor lader de Götze få en ekstra pause efter sin skadesperiode.

Der bliver ikke udsigt til spilletid for den hjemvendte Mario Götze, når Dortmund lørdag åbner sæsonen i Bundesligaen mod Mainz. I kampene op til liga-starten i Tyskland har offensivspilleren heller ikke været med pga en skade.

Endnu engang bliver det altså uden Götze i truppen, når Dortmund går på banen. Det fortæller klubbens træner Thomas Tuchel til et pressemøde op til kampen.

- Mario Götze har trænet fuldt med, og han kunne godt spille, men vi har taget den beslutning, at det er for tidligt, siger Tuchel om sin tilbagevendte spiller.

Udover Götze, så bliver der heller ikke noget at se med Matthias Ginter og Sven Bender, der begge spillede med ved OL i Rio, hvor de sammen med deres tyske landshold nåede til finalen, hvor man dog tabte efter straffesparkskonkurrence til Brasilien.

Tuchel kunne derudover også oplyse, at Marcel Schmelzer er blevet udpeget som ny anfører efter, at Mats Hummels er skiftet til mestrene fra Bayern München.